Introduktion

Min interesse for frimærker startede som dreng, hvor jeg bladrede lidt i min oldefars frimærkealbums. Han havde samlet alt muligt forskelligt, tydeligvis uden den store forstand på det. Men jeg var fascineret af mærkerne, som man nu er i 6-7 årsalderen. Men interessen forsvandt, og først som voksen dukkede den kortvarigt op igen, og jeg begyndte at samle lidt her og der. Men igen kom jeg fra det, druknede lidt i mangel på specialisering.

For et par år siden så opdagede jeg youtube-kanalen "Exploring Stamps", hvor samleriet fik en historisk vinkling, jeg ikke selv havde været opmærksom på. Det kickstartede igen interessen, men jeg fandt hurtigt ud af, at samleriet måtte koncentreres på nogle få områder. Lidt tilfældigt faldt jeg over de tidlige mærker fra Jugoslavien, som er mit ene samleområde. Det er en spændende historisk periode, og mærkerne er generelt billige, og prisen var årsagen til et par andre områder blev valgt fra - der er grænser for hvor mange penge, jeg vil spendere på et gammelt frimærke!

I min oldefars samling var der også et par mærker, som han havde fået stemplet den sidste dag, at det lokale posthus (i realiteten en togstation) fungerede, og ikke bare sidste dag, men reelt sidste stempel overhovedet. Lidt tilfældigt faldt jeg over et brev, som var blevet sendt og stemplet fra selvsamme station. Det vakte min interesse, for hvad kunne man egentlig finde fra mit barndoms lokalområde på Falster? Dette blev starten på den hjemstavnssamling, som jeg her vil præsentere. Den bliver i sagens natur aldrig færdig, og jeg vil løbende opdatere når jeg får nyt materiale.

Skulle du komme i besiddelse af breve, postkort el.lign. fra området Eget, Karleby, Horreby, Horbelev - eller frimærker stemplet "Karleby", så er jeg muligvis interesseret i at købe dem, omend jeg jo ikke spenderer formuer.

De sidste stempler fra Karleby Station

Slutningen blev starten

Her er så det sidste mærke stemplet fra Karleby Station. Det er et brostempel, naturligvis med bynavnet "KARLEBY", og det er stemplet 31.3.1966 kl. 18.00.

Det er min oldefar, der med kuglepen har skrevet info på afklippet.

Selve frimærket er ganske ordinært, AFA 432, 50 øre rød Frederik IX, udkommet 11 maj 1965 i det beskedne oplag af 349 mio. styks.

Endnu et stempel fra sidste dag for Karleby Station.

AFA 430, 25 øre lysgrøn, udgivet 11. maj 1965 i oplag på 66 mio.

En fireblok er også blevet stemplet sidste dag, 31.3.1966.

AFA 246, 5 øre vinrød, udgivet 15. oktober 1938, oplag på 1.033 mio(!).

Desværre med en eller anden form for fugtskade.

Endnu en fireblok. Denne gang fra fredningsserien. Motivet er fra Karup Å og tegnet af Mads Stage.

AFA 428, 25 øre brun, udgivet 12. november 1964 i oplag på 23 mio.

Desværre også med fugtskade, der har givet en kraftig misfarvning.

Et fupnummer :-)

Denne fireblok var også i min oldefars samling, men den er jo stemplet 26.5.11 kl. 6.00. Jeg troede først jeg havde set forkert på årstallet, for det passede ikke rigtigt med de andre. Han er også først flyttet til byen i 1924, og derfor lød det også underligt.

Men så gik sammenhængen op for mig. Karleby Station åbnede for jernbanen mellem Nykøbing og Stubbekøbing på datoen 26. maj 1911. Min oldefar har altså fået dem til at lave et snydestempel, med den første dato fra Stationen.

Se mere her

Jernbanen Stubbekøbing-Nykøbing-Nysted

Jernbanemærkerne findes i flere værdier og udgaver med nydelig tegning af toget, der helt præcist på disse udgaver er en skinnebus, som kom i brug i 1948.

Desværre har jeg ikke nogen udgaver med læsbart stempel - de er alle ret utydelige, men jeg tror alle disse mærker er de sene udgaver fra efter 1955.

Billetterne er ret sjove. Desværre er datoen ikke påført årstal, og jeg er ikke bekendt med at serienummeret skulle afsløre noget. Hvis nogen kan give oplysninger, så modtages de meget gerne.

Breve stemplet fra Karleby Station

Brev sendt til "Varehuset Hornum, Falkoner Alle 41-43, København F".

Frimærket er AFA 289, 50 øre grå Christian X, som udkom 19. april 1945.

Stemplet "Karleby", datoen desværre lidt svær at tyde, men måske 1-7-47 kl. 13.20. Der er yderligere stempel "Karleby" både foran og bagpå, i den karakteristiske blålilla farve.

Brevet sendt rekommanderet, Karleby nr. 829

Kuverten printet med "Stubbekøbing - Nykøbing Nysted Banen". På bagsiden noteret "Jernbanestation".

 

Postkort stemplet fra Karleby Station

Postkort med 3 motiver fra Horreby.

Frimærket AFA 68, Christian X, 5 øre grøn, 1. oktober 1913.

Stemplet "Karleby 29-8-14"


Sofie Andersen

Nyvej 10a, 3 sal

København V


Kjære Sofie!

Kan Du ikke have Lyst til at lægge et lille [?] ind i Kjøge med det samme Du rejser hjem. Helga og Ejner er her i disse Dage. Hils nu Onkel og Tante ja Asta fra os alle sammen.

Kjærlig Hilsen fra Din Moder

Postkort med 4 motiver fra Horreby.

Frimærket AFA 64, 5 øre grøn, Bølgelinietype, 24. juni 1912.

Stemplet "Karleby 7-8-14"


Sofie Andersen

Centralmejeriet

Emilievej 8

København V


Kære Fie

Her sender jeg dig et Parti fra Horreby son de lige har faaet i Brugsen.

Jeg er oppe i Brugsen og hjælpe dem i denne Tid for Jørgen er jo kaldt ind. Jeg også deroppe om Natten

Hilsen Ingeborg

[tekst på hovedet og siden]

Hils Asta mange gange mig og Truels og Dorthe.

Laurits Smed er indkaldt og ligger i Lyngby.


Jeg har hverken kunnet fnde Emilievej eller Centralmejeri i København V, men frem til 1928 hed J.M. Thieles Vej på Frederiksberg Emilievej, og nr. 8 er et stort hus, der måske godt kunne have været et mejeri?! Hvis nogen har oplysninger modtages de gerne.

Postkort med udsigt over marker

Frimærke AFA 225, Den lille havfrue, 10 øre, 1935

Stemplet Karleby 12.1935



Hr Rentier Fr Petersen

Sdr Ørslev, Falster


Gode Venner!

I ønskes hjertelig til Lykke i Anledning af Fødselsdagen i Morgen.

Vi haaber I har det godt.

Venlig Hilsen

Anna og Lars Frederiksen

Postkort, ubrugt.

Påtrykt "Dalgaard, Horreby"

På bagsiden angivet foto: H. Schmidt, Lindeallé 5, Odense

Andre postkort

Postkort "Karleby Plejehjem", frimærke desværre dampet af og stempel udvisket i den forbindelse.

Hr A. C. Bech

Kronprinsessegade 46st, København K

Kære forældre!

Tak for eders brev. Jeg har fået brev fra faster. Jeg har faaet lov til at rejse, saa jeg kommer på Mandag Aften Kl. 6.42 fra den nye Banegaard.

I de sidste dage har vi haft Brandstorm, saa vi næsten ikke kunde komme udenfor en Dør. Jeg haaber at tante Oline har det bedre. Nu til slut kærlige Hilsener til jer alle. Eders Karen.

Lodret: Jeg venter til Mandag for at faa Selskab, saa I behøver ikke at skrive paa Søndag.

Postkort, Stubbekøbing. Dosseringen

Frimærke AFA 44, 3 øre grå, oktober 1905.

Stemplet Nykjøbing Paa Falster 5.9.1906




Til Frk. Sofie Andersen

Horreby Mejeri

pr Nykjøbing F


Venlig Hilsen fra en god Ven

P (?)

Postkort Stubbekjøbing, Pavillonen ved Anlæget

Frimærke AFA 52, Christian IX, 10 øre grøn, november 1905

Stemplet Stubbekjøbing 1906

Frk Sofie Andersen

Horreby Mejeri

Nykøbing Falster


Maglebrænde 17/10/06

Kære Søster!

Jeg vil blot [kan ikke tyde det]

I skal ikke sende noget paa Lørdag. Jeg kommer nok hjem i næste Uge

[utydeligt] venlig Hilsen [står der Emil?]

På hovedet:

eders alle fra eders

Oscar Andersen

Andet lokalt


Reklamemærkat fra det lokale vinduesfirma.